Sid på gulvet - så bevæger du dig mere

Det er ikke i sig selv dårligt, at vi sidder ned. Det er dét, at vi sidder i den samme stilling i mange timer om dagen, som påvirker vores kroppe uhensigtsmæssigt.

Voksne og børn sidder mere ned i dag end tidligere – ”sitting is the new smoking” er en advarsel, man kunne bruge i vores stillesiddende samfund. Den måde, vi har indrettet arbejdsmarkedet og skolen på, kræver, at vi sidder ned i mange timer om dagen, oftest på stole. Vi lærer at sidde på stole helt fra børnehavealderen og øver os i at sidde på dem i mange timer i skolen.

Vi placerer konstant vores hofte, knæ og ankler i 90 grader, når vi sidder på kontorstole, spisestole, i bilen eller i sofaen. Selv når vi cykler, kommer vores led i benene aldrig over 90 grader. Det vil sige, at for eksempel knæ og hofter bliver bukket maksimalt sammen. At sidde på en stol er en meget ensformig måde at sidde på, som slider ensidigt på vores led. Dette mindsker på lang sigt vores mobilitet, og kan give sygdomme og kroniske smerter i hofte og ryg.

Den måde vi bevæger os på og bruger vores krop på i det daglige afgør, hvor bevægelige vi er lige nu og fremadrettet. Derfor skal vi bevæge os varieret og alsidigt igennem hele dagen og igennem hele livet, hvis vi gerne vil have en stærk og mobil krop, der kan holde til lidt af hvert.

Træning er godt. Bevægelse er bedst

Træning af kroppen er rigtigt godt, men en times træning om dagen kan ikke opveje de resterende 23 timer, hvor du sandsynligvis er mere eller mindre stillesiddende – ofte på en stol. Derfor skal vi bevæge os alsidigt i løbet af dagen. At sidde på gulvet er én måde at få lidt mere bevægelse ind i din hverdag.

På gulvet kan vi sidde i flere forskellige stillinger.

  • På hug

  • Havfruestilling

  • Skrædderstilling

  • På underbenene

  • På det ene underben og det andet ben bukket foran

  • Det ene ben strakt, det andet bukket

  • Begge ben strakt frem og så videre

 

På gulvet kan vi sidde i mange forskellige stillinger, og vores led kommer ud i mange forskellige vinkler (se ovenstående figur). Ved at variere vores siddestillinger slider vi mere alsidigt på vores led i hofte, knæ og ryg, hvilket mindsker for eksempel gigt og knogleskørhed.

Kroppen giver regelmæssigt signal om, at vi skal flytte os eller skifte stilling, men det er svært på en stol, som kun er designet til, at vi sidder med numsen på sædet med benene rettet fremad og fødderne i gulvet.

Når vi sidder på stole, tilter vi vores bækken på en måde, der forkorter haserne, og vinklen på 90 grader i knæ og ankelled forkorter lægmusklerne. Dermed forkorter vi musklerne på bagsiden af kroppen, hvilket påvirker smidigheden af benene, men som også kan påvirke rygsøjlens mobilitet. Den asymmetri i kroppen giver skæve belastninger af muskler og knogler, hvilket giver smerter og skader på sigt.

Vi voksne har øvet os i at sidde på stole siden barndommen, og vi kommer med tiden til at ignorere kroppens signal om at skifte stilling, når vi sidder på stole. Kroppen stopper derfor langsomt med at signalere ”flyt dig!”, da vi alligevel ikke lytter. Ved at sidde på gulvet tvinger vi os selv til igen at ”lytte” til kroppens signaler om at bevæge os mere.

Giv kroppen lyst til at bevæge sig

Fordelen ved at sidde på gulvet er, at vi ikke kan sidde i den samme stilling i længere tid ad gangen, og vi skifter derfor automatisk stilling oftere end på stolen. Ved at variere vores siddestillinger slider vi mere alsidigt på vores led i hofte, knæ og ryg, hvilket for eksempel mindsker gigt og knogleskørhed.

Når vi bevæger vores led ud i forskellige positioner, træner vi musklernes smidighed og dermed også vores mobilitet i leddene. Vi træner også vores styrke og balance, når vi skal op og ned fra gulvet.

Det giver os mere bevægelsesfrihed til at udføre forskellige andre aktiviteter i vores hverdag. Du kan langsomt inkorporere mere gulvsidning i de daglige aktiviteter, du laver i forvejen. I kan for eksempel sidde på gulvet både til samling og mellemmåltider og også begynde med at sidde på gulvet, når I alligevel skal læse bøger, tegne eller spille spil.

Jo mere plads vi har i daginstitutionen eller i hjemmet, jo mere indbyder rummene til bevægelse. Borde, skamler og reoler fylder ofte meget i rummene. En måde at få mere plads på, er at sætte hjul under møblerne, eller bruge dem til flere formål, for eksempel forhindringsbaner og huler.

I kan også helt fjerne de møbler, som ikke er ”livsnødvendige” (sofaer og kontorstole), så både børn og voksne kan bevæge sig mere frit rundt. 

 

Tips til opslagstavlen - Op og ned fra gulvet styrker hele kroppen

  • Når du sidder på gulvet, vedligeholder du din smidighed og mobilitet – og så udfordrer du din balance og styrke, hver gang du skal op og ned fra gulvet!

  • Når du kan sidde og bevæge dig rundt på gulvet, kan du lege med børnene på gulvet og også komme op fra gulvet, når du bliver 70-80 år.

  • Begynd at sidde på gulvet til samling og mellemmåltider, eller når I læser bøger, spiller spil eller tegner.

  • Skab mere plads i jeres daginstitution eller hjem ved at sætte hjul under møblerne, eller brug dem til flere formål, for eksempel til forhindringsbaner eller huler.

 

mandag, 25 september 2017