Følesansen

Følesansen

Gennem vores sanser får vi information om vores krop og de omgivelser vi befinder os i. Mennesket har syv sanser. De fire af dem: syn, høre, lugte og smagssanserne kaldes for fjernsanser eller sekundære sanser, da disse sanser kan give os information om noget, der potentielt er langt væk. Derudover har vi tre primære sanser: følesansen, muskel-ledsansen og hoved-balancesansen – også kaldet nærsanserne, da disse sanser giver os information om kroppen og ting, der er i berøring med kroppen. Følesansen består af en masse nerveender, som kaldes sansereceptorer.

Disse følesansereceptorer sidder over alt i vores hud, og specielt i håndfladerne, på fodsålerne, i slimhinderne (næse, øjne, mund og svælg), samt på forsiden af kroppen er nerveenderne utrolig mange og sidder meget tæt. Derfor er vi mere følsomme og kan mærke meget præcist med disse dele af kroppen. Fx kan vi bedre mærke, at vi bliver berørt to forskellige steder på læben af fx en pincet, end vi kan hvis vi bliver rørt på ryggen af den samme genstand. Dette er illustreret på figur 1. Her ses et par læber, som har fire nerver, som forgrener sig i flere nerveender. Disse nerveender tager imod stimuli fra et meget lille område, og derfor kan vi bedre mærke præcist, hvor på læberne pincettens to spidser berører. Ved siden af læberne ses et stykke hud på ryggen, som har to nerver, der forgrener sig i mange nerveender. Disse nerveender tager imod stimuli fra et større stykke hud, og derfor er det svært for os at mærke præcist, hvor pincettens to spidser rører, da begge punkter er indenfor samme nerveendeområde. Figur 2 illustrerer, hvordan de forskellige kropsdele er repræsenteret i hjernen. De dele, der har mange nerveender fylder mere i hjernecortexen, fx hånd og ansigt.


figur 1

figur 1

figur 2

figur 2

Huden er således vores største sanseorgan, og med følesansen mærker vi temperaturforskelle (kulde/varme), smerte, overflader og teksturer (ru/glat, blød/hård), former (kantet og rund), samt tryk. Følesansen aktiveres ved berøring og kan stimuleres ved følgende aktiviteter:

  • Berøring af bar hud med fx pensler, børster, svampe, fjer osv.

  • Sansestier (baljer med forskelligt indhold, fx fjer, pastaskruer, linser, kastanjer, tørklæder osv. Eller plader med forskellige ting limet på, fx perleplader, ru måtte, pels, sten osv.)

  • Kims leg (læg forskellige genstande under et klæde og lad børnene mærke og gætte, hvad de mærker)

  • Kartoffelmelsmat

  • Modellervoks

  • Leg med/i vand (lad fx barnet samle LEGO eller plus-plus brikker i en balje med vand)

  • Massage (fx Ida-historien, pizza- eller rosinbrødsmassage (ælte dej, rulle ud og putte ingredienser ovenpå, varme i ovnen og spise til sidst))

Det kan være en god ide at lade barnet prøve at pensle eller børste sig selv først, inden vi lader børnene gøre det på hinanden. På den måde får barnet erfaring med denne form for sansestimuli og bliver mere tryg ved fornemmelsen. Barnet kan derefter bedre tage imod samme sansestimuli fra et andet barn eller voksen. Sansestier er nemme at lave og en fryd for børnene at gå i eller på. Her er det vigtigt at børnene har bare fødder, så de mærker de forskellige teksturer og ujævnheder i underlaget. I det hele taget er det vigtigt, at børnene har så meget bar hud i disse aktiviteter, så følesansen kan blive stimuleret bedst muligt.

 

Samarbejde mellem de tre primære sanser
Følesansen samarbejder med og er gensidigt afhængige af de to andre primære sanser: muskel-ledsansen og hoved-balancesansen. Huden er vores ydre afgrænsning og ved hjælp af følesansen i samspil med muskel-ledsansen kan vi mærke, hvor vores krop går til og hvor en anden krop begynder. På den måde får vi bevidsthed om kroppen, og ved hjælp af hoved-balancesansen, som giver os rumretningssans, kan vi også bedre styre kroppen i forhold til andre mennesker og ting omkring os. For at holde balancen og den oprette stilling er vi afhængige af at alle tre sanser spiller sammen.

Følesansen i huden under vores fødder giver os information om underlaget vi går på. Hvis vi fx går på en masse små sten med bare fødder (se billede 1), sender følesansen signaler op til hjernen, som danner et billede af underlaget, der er ujævnt og måske lidt skarpt (se billede 2). Hjernen responderer på dette ved at sende signal tilbage til muskler og led i og omkring fod, ankel, knæ og hofte om at spænde op og bøje let, så vi kan holde den oprejste stilling på den ujævne overflade. Når vi går, kommer hovedet en lille smule ud over den lodrette linje. Dette bliver registreret af hoved-balancesansen, som sender signal til muskler og led om at spænde op, så vi kan holde balancen. På den måde samarbejder alle tre primære sanser, når vi bevæger os. Hvis vi går med sko bliver signalet fra følesansen under fødderne et andet (se billede 3), og hjernen danner et ukorrekt billede af underlaget, som nu synes at være mere jævnt pga. sålen i skoen (se billede 4). Dette får hjernen til at respondere på et andet underlag end det vi egentlig går på, og derfor kan det være sværere for hjernen at give det korrekte signal til muskler og led om at spænde tilpas nok op, og vi kan risikere at snuble eller falde.

billede 1

billede 1

billede 2

billede 2

billede 3

billede 3

billede 4

billede 4

På den måde kan vores fødder sammenlignes med vores øjne. Fødderne giver os information om det underlag og omgivelser vi går på og i, og den bedste måde hvorpå vi kan ”se” underlaget, er med bare fødder. Da vi desværre ikke kan gå med bare fødder hele tiden, er det næstbedste et par sko med meget fleksibel sål, så vi stadig har mulighed for at føle underlaget. Og så skal der selvfølgelig også være god plads til tæerne!

Følesansen er således en vigtig sans at stimulere for at støtte barnets udvikling af kropsbevidsthed og balance, som er vigtige elementer for at udvikle en god grundmotorik. Det er således vigtigt helt fra fødslen at have tæt kropskontakt med sit spædbarn, gerne hud mod hud. På den måde får barnet masser af følesanserfaring, som kan hjælpe det gennem livet.

 

Litteratur
Bowman, K. (2014): Move Your DNA. UK: Bell & Bain Limited

Widmaier E. P. et al. (2008): Vander’s Human Physiology – the mechanisms of the body. Eleventh edition. New York: McGraw Hill

 

mandag, 24 april 2017