Bare fødder

Bare fødder

Som led i børns udvikling vil vi rigtig gerne hjælpe dem til at udvikle en stærk krop, som kan holde hele livet igennem. Deres kroppe skal holde til meget dynamisk påvirkning, men især når voksenlivet nærmer sig, er der også en stor del statisk påvirkning, kroppen skal kunne holde til. Jo stærkere børnenes kroppe er, desto mere modstandsdygtige overfor både overbelastnings- og slidskader er de. Men hvordan hjælper vi til dette? Et oplagt sted at starte er ved at give dem muligheden for at bevæge sig mere med bare fødder.  

Muskler, der ikke bruges, bliver svage
Fødderne består af en masse muskler og knogler, som skal bruges og vedligeholdes for at holdes sunde og stærke. Hvis vi ”overhjælper” fødder og ankler ved at komme børnenes fødder i stive sko med ankel- og svangstøtte, og masser af affjedring, så får muskler og led ikke lov til at arbejde. De får alt for meget hjælp, og muskler, der ikke bruges, bliver svage. Forskning tyder på, at nogle af de overbelastningsskader og smerter i både knæ, hofter, lænd og ryg, som i stadig stigende grad giver problemer i vores samfund kan være konsekvensen af mangel på styrke i vores fødder, ankler og ben muskulatur. Muligvis en konsekvens af for lidt tid med bare fødder. Det ville være fantastisk, hvis vi kunne hjælpe børnene i gang med at få den stærke krop livet kræver – blot ved at give dem mere barfodstid. 

Sansestimulering 
En anden væsentlig pointe bag anbefalingen om de bare fødder ligger i den sansestimulering, bare fødders berøring med underlaget giver. Børnene berøves en masse nødvendig og udviklende information om omverdenen, hvis de aldrig får sanseindtryk via deres bare fødder. Der findes flere end 100.000 nerveender i fødderne, som hjælper til at holde balancen og orientere os – nerveender som er en del af følesansen. Kun ved at være i direkte kontakt med jorden stimuleres disse sanser, og stimulering er en nødvendig del af en god integration af sanserne, som igen er nødvendig for et godt motorisk fundament. Det gode motoriske fundament er essentielt for børnenes indlæringsevner senere her, og er altså med til at danne grundlaget for et hav af forskellige kompetencer, børnene skal lære livet igennem. 

Selvfølgelig vil der være nogle kulturelt betingede behov for at beskytte vores fodsåler imod bl.a. kulde og skarpe ting, men vi vil vove at påstå, at der alligevel er rig mulighed for at udfordre skoene i hverdagen og slippe fødderne lidt mere fri. Både for børn og voksne.


Kildehenvisning:

http://www.alun.dk/livsstil/du-blev-foedt-med-bare-taeer.html

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/17353125

http://www.podiatrytoday.com/blogged/how-shoe-choices-children-can-affect-foot-development

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/24570017

http://nwfootankle.com/files/ChildrensFootwear-LaunchingSiteforAdultFootIlls.pdf

Torsdag, 10 december 2015