Alle børn skal kunne deltage

Alle børn skal kunne deltage

Når vi arbejder med børn og bevægelse i en pædagogisk sammenhæng, er det vigtigt at have fokus på, at det skal være sjovt, og at alle skal kunne være med. På den måde er der potentiale for, at børnene får en god oplevelse, bevarer deres bevægelsesglæde og får lyst til at være med en anden gang. Den bedste forudsætning for dette er, at aktiviteterne foregår på et niveau, hvor alle kan være med – også de forsigtige og motorisk usikre børn. Dette kan gøres ved at differentiere aktiviteterne, hvorved vi tilbyder børnene at deltage på forskellige måder og flere niveauer. Indenfor pædagogisk idræt kaldes det at have en ”pædagogisk bagdør” (Sandholm, 2012). En pædagogisk bagdør giver barnet mulighed for at deltage på det niveau, som passer til barnet, samt at trække sig uden at ødelægge legen eller aktiviteten for de andre børn.

En pædagogisk bagdør kan fx være:

• At barnet er hjælper i legen.

• At barnet holder en voksen i hånden.

• At have flere fangere i en fangeleg, så vi undgår at udstille et barn, der har svært ved at fange de andre børn. 

• At lave en aktivitet som bowling ned ad bakke, så flere børn har chance for at ramme. 

• At lave en aktivitet med mulighed for flere skaleringer, fx at børnene skal trække forskellige størrelse dæk, så der er udfordringer på flere niveauer. 

• At kigge på er også en måde at deltage på, da barnet observerer, hvad legen/aktiviteten går ud på og derigennem kan spejle bevægelserne og deltage, når barnet føler sig tryg. 

 

At forstå regler og instrukser

I instruktionen af bevægelseslege er kroppen den vigtigste kommunikator, idet krop imiterer krop. Børn spejler den voksne og lytter sekundært til ordene der føjes til (Winther, 2012). Derfor er det vigtigt, som igangsætter af strukturerede lege, at tænke over sin måde at instruere børnene på – både med kroppen og sproget. Få, korte og præcise instrukser er nøgleordet, og max tre instrukser af gangen. Børn husker ofte kun det sidste vi siger, og derfor bliver en lang og kringlet forklaring af regler for indviklet og i værste fald misforstået eller slet ikke forstået. En god måde at sætte en leg i gang på er, at give én instruks, fx ”alle børnene skal ned til væggen at stå” og selv gøre det samme, så børnene kan se, hvad de skal. Således kan vi gå legen igennem, step-by-step, og lade første runde være en instruksrunde, hvor vi veksler mellem vis-forklar-vis metoden (Peitersen, 2008). Denne metode indeholder, som navnet indikerer, at vi først viser, hvad der skal ske, derefter sætter et par ord på, og så viser det igen. I denne sammenhæng er det værd at nævne, at regler i lege er til for at skabe en ramme. Det er ikke nødvendigt at irettesætte børnene, hvis blot børnene får bevæget sig, samarbejder eller hvad ens fokuspunkt nu er, og i øvrigt ikke ødelægger legen.

 

At have et fokus i sin leg/aktivitet

Når vi som pædagogisk personale sætter aktiviteter i gang er det ofte en god ide at have ét fokus med legen/aktiviteten. Det kan være at styrke pædagogiske læringsmål, fx det psykiske, det fysiske, det sociale eller det kognitive. De fleste lege og aktiviteter har oftest det fysiske som gennemgående, men derudover kan legen have et yderligere fokuspunkt. Man kan derfor lege den samme leg med flere forskellige fokuspunkter, hvorved legen ændrer sig derefter. Ved at have ét fokuspunkt i sin leg, bliver det nemmere at holde fokus på, hvad man vil styrke børnene i, og samtidig får man reflekteret over, hvorfor og hvordan man vil opnå dette fokuspunkt. Derudover bliver det også lettere at justere legen eller aktiviteten undervejs, hvis den er for svær eller for let. For at justere legen må vi vide, hvad ”kernen” i legen/aktiviteten er.

For eksempel er kernen i legen ”Politi og Røvere” (se under ”Lege” - ”Fælleslege og remser” på hjemmesiden) at løbe frem og tilbage for at hente guldklumper (ærteposer/jonglørbolde). For de helt små vuggestuebørn kan legen leges som en væg-til-væg-leg, hvor man løber ned til enden, henter guldklumper og løber tilbage og lægger dem i en ring/kurv. Her er legen primært fysisk, men kan også gøres kognitivt, hvis børnene kun må tage én bestemt farve guldklumper. For de større vuggestuebørn og børnehavebørn kan der sættes en fanger (politimand) på, som står mellem børnene og guldklumperne for at forhindre at børnene (røverne) stjæler guldet. Dette giver legen et psykisk fokus også, da det kan være lidt ”farligt” at blive fanget af politimanden. For de større børn (+6 år) kan børnene deles i to hold, hvor det ene er politi og det andet hold røvere. Hvert hold har et antal guldklumper fordelt i hulahopringe. Nu gælder det for holdene om at stjæle guldklumper fra det modsatte hold og lægge dem i egne ringe. En uendelig leg, som stoppes efter en rum tid, hvorefter guldet kan tælles op. Den sidstnævnte udvikling giver legen et socialt fokus, da børnene på samme hold skal samarbejde om at stjæle så mange guldklumper som muligt. Strukturerede lege som denne har sine kvaliteter i at børnene skal kunne tænke strategisk og samarbejde med nogen, de måske ikke selv har valgt, og de skal her kunne håndtere de følelser, der opstår, når de taber – uden selv at blive en taber. 

Denne artikel har handlet om de strukturerede og voksenstyrede lege, eftersom det pædagogiske personale i daginstitutioner og dagplejere er underlagt forskellige læringsmål og -temaer, som kan opnås gennem bevægelseslege og -aktiviteter. Når det er sagt, vil vi gerne slå et slag for den frie leg også. Børn opholder sig i dag mange timer, ofte overvåget, i en daginstitution/dagpleje, og det er derfor også vigtigt at give børnene lov til at gøre det, de har lyst til uden at skulle følge instrukser hele tiden. I den frie leg slippes kreativiteten fri, her kan de afprøve deres egne grænser og øve sig i at sige til og fra, samt udvikle sociale færdigheder. Disse egenskaber er vigtige, hvis vi ønsker at vores børn skal kunne indgå i nutidens videnssamfund, hvor det kræves at man er kreativ, kan tage selvstændige beslutninger, samt arbejde sammen med mange forskellige typer af mennesker. Som med alt andet her i livet har vi gavn af alsidighed – lidt af det hele, og vi opfordrer derfor til at veksle mellem de strukturerede lege og den frie leg.

Rigtig god legelyst!

 

Litteratur

Peitersen, B. (2008). Metode i det pædagogiske og didaktiske univers. I: Rønholt og Peitersen, Idrætsundervisning – en grundbog i idrætsdidaktik (2. udgave), s. 111-131. Københavns universitet: Museum Tusculanums Forlag og Institut for Idræt.

Sandholm, G. (2012). Pædagogen som kropslig kulturformidler via pædagogisk idræt. I: Christensen, T. (red.), Pædagogisk idræt – i vuggestue og børnehave. Frederikshavn: Dafolo.

Winther, H. (2012). Det professionspersonlige – om kroppen som klangbund i professionel kommunikation. I: Winther, H. (red.), Kroppens sprog i professionel praksis – om kontakt, nærvær, lederskab og personlig kommunikation. 

 

 

mandag, 24 april 2017