Vild leg fremmer børns udvikling

Vild leg fremmer børns udvikling

Der har den seneste tid været et øget fokus på at "vilde lege" bør være en større del af børns hverdag. Denne type lege, som også kaldes for risikofyldte lege, har i en periode været opfattet som leg af lav status. Der er dog igen ved at tegne sig et billede af et pædagogisk personale vil den risikofyldte leg i takt med bevidstheden om det motoriske udbytte. 

Skismaet i dette er, at der i samfundet sideløbende er kommet større og større fokus på sikkerhed og flere restriktioner i den måde børn er børn på. Det gælder både i hjemmet og i institutionerne. Og de begrænsninger de voksne sætter for børns leg, er styret af hvad de voksne synes er risikofyldt, og ikke nødvendigvis med udgangspunkt i børnenes egne behov og grænser. I interviews i et studie af Ellen Beate Bille fortæller børn, at de oplever glæde, spænding gys og stolthed når de deltager i risikofyldt leg. De får gode oplevelser gennem at mestre, idet de balancerer på grænsen mellem at have kontrol og miste kontrol og samtidig overvinde risikoen ved det ukendte. Samtidig ved man, at det rent sansemotorisk er i dette spændingsfelt at børnene lærer at mestre deres krop og kende deres egne grænser og formåen. Det er dog væsentligt i samme omgang at holde sig for øje, at der er stor forskel på hvor meget spænding og risiko det enkelte barn har brug for. Den ene mærker spænding ved at kravle op på den nederste gren, mens den anden har brug for at komme op i toppen af træet. At ramme den rigtige balance mellem spænding og frygt er essentielt.

Børnene har gavn af den risikofylde og vilde leg på mange forskellige planer. Motorisk stimulerer vilde lege muskelstyrken, koordinationen, balancen, bevægeligheden og reaktions evnen, da bevægelsesmønstre bliver udfordret. De opnår en bedre rumorientering (opfattelse af højde, længe, dybde fart og objekter), og eget bevægelsesmønster i forhold til dette. Kropsbevidstheden øges, de får en stærkere krop og bedre kontrol over deres muligheder og begrænsninger, de bliver kort sagt bedre i stand til at bruge deres krop. Alt dette i høj grad fordi de primære sanser får rigtig meget stimulering, som går ind og forbedrer deres sanseintegration.

De vilde lege stimulerer ligeledes børnenes sociale udvikling. De bliver bedre til at samarbejde, forstå rollefordelinger og konfliktløse. Forskning tyder desuden på, at får børn lov til at deltage i vilde lege, kan det være med til at regulere aggressiv adfærd, blandt andet fordi børnene bliver bedre til at læse andre børns signaler og forstå deres aggressioner og reaktioner. Psykologisk udvikles børnene samtidig gennem denne form for lege. De får større selvtillid, mod og følelse af at mestre. Hvis børn skal lære at mestre risici må de nødvendigvis have mulighed for at nærme sig det risikofyldte. Børn får altså erfaring med risiko inden for trygge rammer, og kan bedre begå sig i verden hvor der nødvendigvis vil opstå situationer hvor man skal kende sine evner og begrænsninger.

torsdag, 31 marts 2016