Transportsyge og balance

Transportsyge og balance

Børn der lider af transportsyge og børn der ikke har lyst til at slå kolbøtter, trille eller gynge, dækker delvist over udfordringer i det samme sensoriske system, nemlig balancesansen.

Alligevel er der nogle klare forskellige mellem de to udfordringer. Vi vil i det følgende komme med en forklaring på, hvorfor barnet kan have det på en bestemt måde under transport, samt mulige måder hvorpå vi, som voksne, kan hjælpe dem til en mindskelse af transportsyge.

Balancesansen og hvorfor den er væsentlig

Balancesansen er en at vores tre primære sanser – de to andre er henholdsvis følesansen og muskel-ledsansen. Balancesansen er et organ, der er placeret i det indre øre, som består af tre buegange med væske i, samt to sække med små fimrehår. Når hovedet – og dermed kroppen – bevæges i forskellige retninger, fx for- og bagoverbøjning (kolbøttebevægelse), fra side til side (gyngebevægelse) eller drejning (snurre/trillebevægelse om egen akse), sættes væsken i buegangene i bevægelse. Dette giver besked til hjernen om, hvor hovedet – og kroppen – er i forhold til lodret. De to sække i balancesansorganet registrerer med hvilken hastighed bevægelserne foregår, herunder acceleration og decceleration. Sansen har således, i samspil med de andre primære sanser, afgørende betydning for vores balance og evnen til at opretholde den oprette stilling ift. tyngdekraften. En trænet balancesans er også essentiel for at kunne lære at læse, da den hjælper til at kunne fiksere øjnene og flytte dem henover bogstaverne, uden at de hopper alt for meget. Endelig er balancesansen vigtig i forhold til at kunne orientere sig i rummet. Begge evner er væsentlige for barnet i forhold til at kunne begå sig i fx skolen – og i det øvrige liv.

For en dybere gennemgang af samspillet mellem de primære sanser i et sanseintegrationsmæssigt perspektiv henvises til vores hjemmeside under den teoretiske baggrund for projektet.

 

At slå kolbøtter, trille og gynge

Når det handler om manglende glæde ved, eller direkte afstandtagen fra, det at slå kolbøtter, trille eller gynge, så handler det om, at balancesansen er utrænet. Nogle børn vægrer sig ved at deltage i disse aktiviteter. Netop fordi balancesansen er så essentiel i barnets evne til at lære sin egen krop at kende, er det en rigtig god idé, som voksne omkring sådanne børn, at forsøge at hjælpe barnet til at finde glæde ved disse øvelser og bevægelser.

Det er dog væsentligt at pointere at et barn godt kan have en trænet balancesans i én retning, men utrænet i en anden retning. Et barn kan derfor godt være fint tilfreds med fx trillebevægelsen og snurrebevægelsen, men ikke være tilpas i kolbøttens bevægelse. Når balancesansen trænes, er det derfor vigtigt at huske, at den skal stimuleres i alle tre retninger samt med forskellige hastigheder, for at få alle dele af sansen til at fungere optimalt. Denne generelle stimulering af balancesansen forbedrer symptomerne ved transportsyge (svimmelhed, kvalme og opkast), og efter længere tids træning kan transportsyge i, mange tilfælde, næsten forsvinde.


For øvelser til træning af balancesansen se nederst i artiklen.

 

Transportsyge

Når det handler om transportsyge, er billedet lidt mere komplekst. Også her er balancesansen en væsentlig brik, men også de sanseimpulser der kommer fra øjnene – synssansen – medvirker. Teoretisk set opstår transportsyge ved, at der opstår et mismatch mellem de impulser man får fra synssansen og dem man får fra balancesansen. Dertil er der også et mismatch i forhold til den erfaring, man har gjort sig tidligere, om hvordan ”verden” ser ud, overfor den nuværende informationen man får af situationen. Hjernen får altså signaler, som ikke umiddelbart passer sammen, og der opstår en form for konflikt i bearbejdningen af dette. For eksempel, hvis du sidder i en bil og læser i en bog eller på anden måde kun kigger rundt i kabinen, så sender synssansen besked til hjernen om at kroppen sidder stille. Men balancesansen sender besked til hjernen om, at kroppen bevæger sig med en given hastighed, da den kan mærke bilens bevægelse. Hjernens reaktion på denne uoverensstemmelse mellem mismatch af sanseimpulser, samt mismatchet mellem tidligere erfaringer og de oplevelser der aktuelt sendes besked til hjernen om, kan fx være kvalme, svimmelhed, ubehag og nogle gange opkast. Efter et vist tidsrum vil hjernen begynde at tilpasse sig disse oplevelseserfaringer – at man sidder i en bil, der bevæger sig, uden at kroppen bevæger sig. Desværre er hastigheden, hvormed en bil bevæger sig sjældent fuldkommen den samme, og hver gang der accelereres eller decelereres skal hjernen tilpasse sig de nye forskelligrettede signaler. Det er også derfor, at mange bliver mere køresyge ved kø-kørsel, hvor hastigheden konstant ændres. Man kan i nogle tilfælde afværge køresyge ved at kigge ud af vinduet, således at den information hjernen får fra både synssansen og balancesansen stemmer overens.

 

Nogle mennesker er mere følsomme over for transportsyge end andre. Nogle personer kan let trænes væk fra denne tilstand, mens andre er mindre lærenemme på dette område. Præcis hvorfor dette er tilfældet, ved videnskaben stadig ikke særlig meget om endnu. Det tyder på, at hastigheden af udviklingen af transportmidler, såsom biler, skibe og fly har oversteget hastigheden af vores evolution. Biologisk set er vi ikke indrettet til at kunne bevæge os hurtigere end vi kan løbe, og helst på fast grund. Her kan alle sanser følge med, og give de rette informationer til hjernen, som kan samle dem til en meningsfuld enhed. Til vands og i luften er vi på usikker grund – i flere betydninger. Derfor er det vigtigt at understrege, at der ikke er noget galt med hverken synssansen eller balancesansen hos de børn (eller voksne) som oplever transportsyge. Reaktionen er en helt normal beskyttelsesreaktion kroppen kommer med. Om end den til tider kan være uhensigtsmæssig for individet i vores moderne samfund. 

Der er ligeledes heller ikke lavet særligt mange undersøgelser omkring hvilke øvelser, der eventuelt kan laves, for at prøve at træne hjernen til at komme med en mindre reaktion på sanseuoverensstemmelsen i hjernen. Det tyder dog på, at de bedste øvelser er, når personen selv laver øvelser, der udfordrer balancesansen – i modsætning til, hvis øvelserne udføres passivt. Det værende sig fx at barnet selv snurrer rundt, slår kolbøtter, gynger osv., kontra hvis barnet er i armene på en voksen, mens der drejes rundt eller gynger på en gynge. Supplering med øvelser for øjnene, er den kombination der giver det bedste resultat. 
Ligeledes er der forskellige adaptationsstadier, således at der muligvis ses en akut positiv effekt af balanceøvelser udført lige inden der fx skal køres bil. Ligesom øvelser udført kontinuerligt er med til at holde sansesystemerne trænede.


Øvelser

1.       Hold hovedet stille, mens øjnene følger en genstand, eller et stykke papir med skrift eller billede på (i armslængde fra øjne) fra side til side. Øg gradvist hastigheden for genstanden, uden at den bliver uskarp.

2.       Gentag nr. 1, men bevæg nu genstanden op og ned.

3.       Hold genstanden stille ligefrem i armslængde og øjenhøjde. Fokuser på genstanden, mens hovedet drejes fra side til side.

4.       Gentag nr. 3, men bevæg nu hovedet op og ned.

5.       Gentag nr. 3, men tilt nu hovedet fra side til side, så højre øre føres ned mod højre skulder, og venstre øre mod venstre skulder.

Øvelser vedrørende balancesansen (se under vores hjemmeside i kategorien ”lege til balancesansen”).  

 

Henvisninger:

Gordon, C.R & Shupak, A. (1999) “Prevention and Treatment of Motion Sickness in Children” CNS Drugs 1999, vol. 12, issue 5, p. 369-381Reason, J.T (1978) “Motion sickness adaptation: a neural mismatch model” Journal of the Royal Society of Medicine Volume 71 November 1978

Rine, R.M. et al (1999) “Visual-Vestibular Habituation and Balance Training for Motion Sickness” Physical Therapy – Journal of the American Physical Therapy Association vol 79, issue 10

 Takeda, N et al (2001) “Neural mechanisms of motion sickness” J Med Invest. 2001 Feb;48(1-2):44-59

Mandag, 19 september 2016