PRESSEMEDDELELSE

PRESSEMEDDELELSE

De mindste i Aabenraa Kommune kan rende og hoppe

 

Bevægelsesindsatsen Rend og hop med Oliver og Ida indgår 2-årig aftale med Aabenraa Kommunes dagpleje. Med aftalen skal Rend og hop med Oliver og Ida give kommunens dagplejere og dagplejekonsulenter et kompetenceløft, så de kan styrke og udvikle de 0-3 åriges motorik og bevægelsesglæde i fremtiden.  

I dag, torsdag d. 2. marts, skydes det nye samarbejde i gang. Her deltager Aabenraa Kommunes 120 dagplejere i et frontløberkursus, hvor dagsordenen er at sikre, at børn bliver stimuleret til alsidig bevægelse og oplever glæden ved en veludviklet motorik.

”Vi er meget begejstrede over, at Aabenraa Kommunes politikere og ledelse vægter en samlet indsats på 0-3 års området og at vi får lov til at klæde kommunens dagplejere og dagplejekonsulenter på til at varetage den vigtige opgave med at inddrage mere motorik og bevægelse i børnenes institutionsliv”, siger Sarah Pedersen, projektleder i Rend og hop med Oliver og Ida. Hun fortsætter ”Børn, der har en sikker motorik, har et godt fundament for at indgå i sociale fællesskaber og for indlæring, da de har gode forudsætninger for at kunne deltage i legen eller koncentrere sig om det stof, der bliver formidlet uden at bruge for meget energi på kroppens funktioner og bevægemønstre. ”

 

Det gode liv i børnehøjde

Som et led i Aabenraa Kommunes mission ”Det gode liv” og den sammenhængende børne-, unge- og familiepolitik ”Sund Opvækst” skal det gode liv nu også i børnehøjde. Derfor besluttede Børne-og Uddannelsesudvalget i september 2016 at sætte fokus på at styrke børnenes motoriske og sansemotoriske udvikling og medarbejdernes kompetence indenfor området for 2017-2018 som et kommunalt indsatsområde.

”Vi ønsker at skabe de bedste forudsætninger for kommunens mindste børn, så de kan trives, lære og udvikle sig. Og da vi ved, hvor vigtig den motoriske del af barnets udvikling er i forhold til indlæring, fysisk og psykisk sundhed skal vores dagplejere være klædt på til opgaven, og det skal ske i samarbejde med Rend og hop med Oliver og Ida”, siger Bjarne Babiel, dagtilbudschef i Aabenraa Kommune.

 

Masser af bevægelse i hverdagen

I løbet af 2017 vil alle dagplejere i deres legestue få besøg af Rend og hop med Oliver og Idas bevægelseskonsulenter, som sammen med dagplejerne og børnene vil afprøve færdighederne fra frontløberkurset samt lege og lære nyt. I efteråret skal dagplejerne igen på et opfølgende kursus, hvor der fyldes ekstra teori og værktøjer på i arbejdet med at styrke børnenes motorik. Dagplejerne skal bl.a. arbejde med spotteteknikker i forhold til at fange eventuelle motoriske udfordringer hos børnene.

Derudover vil forældre og søskende til dagplejebørnene sammen med deres dagplejer blive inviteret til en bevægelsesdag lørdag d. 9. september, hvor Rend og hop med Oliver og Idas bevægelseskonsulenter vil inspirere og give oplæg om motorik og bevægelse til forældrene. Derudover vil der være leg og aktiviteter for hele familien, som både afspejler det de mindste oplever i deres dagpleje og som nemt kan integreres i familiernes hverdag.


Dagens frontløberkursus bliver afholdt på Kongehøjskolen, Tøndervej 90 i Aabenraa, kl. 18.30 – 21.00.

 

For yderligere informationer, kontakt:

Projektleder i Rend og hop med Oliver og Ida · Sarah Pedersen · 2684 7782 · Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Dagplejeleder i Aabenraa kommune · Lene Reese · 7376 7234 · Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Mandag, 13 marts 2017