De tre konsulenter fortæller...

De tre konsulenter fortæller...

Så gik efteråret 2014 og det er på tide for Team Rend og hop med Oliver både at kigge lidt tilbage men også fremad, inden juleferien melder sin ankomst.

Projektleder, Gitte Markfoged, indleder med løst og fast fra projektlederstolen, hvorefter projektkonsulenterne Katrine og Sarah giver deres beretninger om efteråret med Oliver. God læselyst. 

Gitte Markfoged 
Året 2014 i Olivers univers har stået i udviklingens og de store ambitioners tegn. året startede i spænding, da vi ventede på svar fra Nordea-fonden på en ansøgning om forlængelse og udvidelse af projektet. Nordea-fonden gav os thumbs- up og 6.394.400 kroner, så vi kunne forlænge projektet til og med 2016 og udvide indsatsen, så de 0-2 årige også kan blive udfordret på motorikken.

En evaluering af indsatsens første to år tegnede et billede af, at materialet er vigtigt at få udbredt og meningsfuldt for børnehaverne. Derudover viste evalueringen, at der er et stort ønske om et materiale til de 0-2 årige. Evalueringen gav os en indsigt i de gode erfaringer, som institutionerne har gjort i løbet af de første to år, og med denne viden er materialet blevet rettet til og gjort mere lækkert. 
Uddannelse af personale har fået et større fokus, da vi tror, at det giver en større forankring af konceptet i institutionerne. Når vi er på besøg i institutioner, inddrager vi derfor personalet i højere grad end tidligere, og vi udbyder kurser for personalet. 

På nuværende tidspunkt er over 50.000 børn tilmeldt Rend og hop med Oliver, og vi samarbejder med en række kommuner om at uddanne personalet til at støtte børnenes motoriske udvikling. 2015 bliver året hvor vi byder velkommen til Olivers lillesøster, Ida, som kommer med et helt nyt materiale til vuggestuer og dagplejere. 

Det bliver også året, hvor vi kigger os selv godt efter i sømmende og laver en grundig effektevaluering af Rend og hop med Oliver. Idrætsforeningerne kommer også på banen nu. Og der er MANGE andre aktiviteter på bedding, så vi glæder os til at tage hul på 2015!


Katrine Damsgaard
 
Jeg begyndte som projektkonsulent hos Rend og hop med Oliver i august 2014. Jeg har tidligere arbejdet med børn, bevægelse og leg, så jeg havde et godt indblik i børns bevægelsesmønstre og ved hvor vigtig deres motorik er for deres fysisk, psykiske og sociale udvikling. 

Det har været spændende at få et indblik i de danske børnehavers hverdag og give dem inspiration til mere bevægelse og motorik i hverdagen. Jeg har lige siden min opstart været imponeret over, at så simple øvelser kan holde børns opmærksomhed i helt op til en time. Jeg møder kun et stor engagement fra pædagogernes side til, at gå i gang med materialet og bruge det så det passer ind i børnehavens hverdag. 

Udover besøg i landets børnehaver har jeg holdt oplæg om børns motorik på diverse konferencer, undervist på pædagogseminaret, været i kontakt med kommuner, fysioterapeuter og ergoterapeuter, det er fantastisk at møde hvilken velvillighed der er til, at arbejde med børns motorik. 

I 2015 glæder jeg mig til at komme i gang med Olivers lillesøster Ida, som er motorik til vuggestuer og dagplejer. Vi har allerede en stor efterspøgelse på materialet, så der er allerede en del besøg i kalenderen og en række dagplejere der skal på kursus i børns motorik i februar 2015. 

Vi ses i 2015 til et stort bevægelses år sammen med Rend og hop med Oliver. 


Sarah Thomsen
Så gik mit første knap halve år med Oliver - et halvår der er fløjet afsted. Bag et projekt som Rend og hop med Oliver ligger så mange forskelligartede typer opgaver, som jeg hver i sær ikke er foruden. Jeg synes det er skønt at møde engagerede pædagoger og glade børn, som elsker at bevæge sig men synes også, det er dejligt at fordybe sig ved skrivebordet. 

Jeg har arbejdet indenfor forskellige dele af idrætsverdenen men aldrig så indgående omkring og motorik som nu. Det er et spændende område, hvor jeg hele tiden forsøger at tilegne mig viden, for på den måde at blive endnu mere kompetent til at give børnemotorikken i daginstitutionerne et løft. Blandt andet har jeg deltaget i en række workshops, hvor den nyeste viden om motorikken og bevægelsens betydning for børns indlæring. Ellers har sensommeren og efteråret budt på pakning af materiale, opdatering af Facebook og hjemmesider, udvikling af materiale til 0-2 årige og en lang række skriveopgaver. 

Jeg glæder mig til at gå ind i 2015 med endnu flere spændende opgaver og endnu flere besøg rundt i daginstitutioner, kommuner, idrætsforeninger og dagplejere. 

Teamet bag Rend og hop med Oliver ønsker jer alle en rigtig god jul og et godt nytår. 

Torsdag, 18 december 2014